Nære relationer
Alle mennesker skal arbejde for deres forhold. Som kronisk syg kan det nogle gange være nødvendigt at bruge mere energi på det og at lægge flere kræfter i for at få ens forhold til at fungere.
God kommunikation er afgørende i forbindelse med alle forhold og sociale relationer. Både til en partner, børn, kolleger, forældre og venner. Det vigtige er, at du er åben omkring din sygdom, hvordan du har det, og ærlig omkring hvordan din sygdom påvirker dig.
Hvordan du har det med din kroniske sygdom, kan påvirke dit forhold til andre. Smerter og træthed kan gøre dig vred, frustreret og deprimeret og det kan få dig til at føle, at din sygdom forhindrer dig i, at have gode forhold.
Måske oplever du også, at dine omgivelser ikke forstår dig. Det er muligt, at dine venner, familie mv. rent faktisk ikke forstår dig. Det er vigtigt at huske på, at det ofte er fordi, de ikke kender til din sygdom, og hvad den har af konsekvenser for dig. Det er derfor en god idé at bruge tid på at forklare dine omgivelser, hvordan du har det.
Det kan godt tage tid at lære at være åben omkring sine følelser - så vær tålmodig. Men det kan betale sig. Hen ad vejen vil du opleve, at du bliver bedre til at kommunikere dine følelser. Det er en god evne, som dine omgivelser vil værdsætte.